Italiensk rosé: Chiaretto, Cerasuolo og Rosato

Sådan laves rosé

Rosé får farve fra druernes skaller. Ved kort skindkontakt står mosten kun få timer sammen med skallerne, før den presses fra. En anden metode er saignée, hvor man tapper saft fra en rødvinsgæring og gærer den for sig. Jo længere kontakt, jo dybere farve og mere struktur. Mange nyere italienske rosatoer er lyse, fordi man bruger kortere kontakt og høster tidligt. Andre producenter vælger længere kontakt og får en dybere farve, der minder mere om en let rødvin. Farven alene fortæller derfor lidt om sødme, men noget om stilen.

Tre navne, tre egne

Chiaretto kommer fra egnen ved Gardasøen i Veneto, hvor Bardolino laves af Corvina, Rondinella og Molinara. Cerasuolo d’Abruzzo laves hovedsageligt af Montepulciano, og navnet viser til kirsebær. Rosato er det almindelige ord og bruges i hele landet. I Puglia bruges blandt andet Negroamaro, og Castel del Monte Bombino Nero er en DOCG, der udelukkende gælder rosato.

Til bordet

Italiensk rosé er mest til aperitiffen og til lette retter: skaldyr, grillet fisk, salat og pasta med tomat. De dybere Cerasuolo-vine kan klare mere krydrede retter. Server den velkølet, men ikke iskold, så duften får plads. Vil du sammenligne med landets rødvine, så se italiensk rødvin, eller læs om Piemonte og tysk rosé. Mere om landet finder du under Italien.

Spørgsmål og svar